Blogindlæg

Middag på Basso

Læs her om mit besøg på den italiensk inspirerede restaurant, Basso i Aarhus.

Jeg har besøgt Basso i Århus, og det var et besøg jeg havde set frem til længe. Jeg har fulgt dem længe på de sociale medier, og jeg har tit besøgt KöD, der har samme ejere. KöD er helt fantastisk, så jeg havde store forventninger til Basso. Basso er italiensk inspireret, og de ligger stor vægt på social dining. Jeg elsker det nye social dining koncept, der er begyndt at dukke op. Jeg synes det er utrolig hyggeligt at sidde og dele maden med hinanden.

Vi blev budt velkommen, af en utrolig sød tjener, der forstod hvordan man fik gæsterne til, at føle sig godt tilrette. Vi valgte 13 serveringer med vinmenu. Tjeneren kom ind med hjemmebagt foccacia brød, olivenolie og balsamico til at dyppe brødet i. Det smagte dejligt, og fedt at være på en restaurant, hvor de faktisk selv bager deres brød. God detalje, og god smag! Nu kom vi til de små snacks, hvor vi fik serveret 3 slags.

 

Malt Grissini med trøffelcreme, parmaskinke og urter.

Sprød Rug med skinke, citron og karse.

Røget småkage med hvidløgscreme og en variation af tomater.

 

Dertil fik vi et glas dejlig cava. Alle 3 snacks smagte skønt. Der var stor fokus på smage, og man kunne virkelig fornemme det italienske køkken. Nu kan man roligt sige, at vi fik vakt vores appetit, og vi så frem til mere mad. Nu kom der 3 kolde forretter ind, og vi fik et glas koldt hvidvin dertil.

 

Disse kolde retter bestod af:

Tomat salat med frisk Bøffelmozzarella, tomat salsa, røget salt og basilikum.

Il Tricolore. Denne ret bestod af hjertesalat, bresola og cæsardressing.

Rørt tatar med fermenteret hvidløg, ristet brød og basilikum.

 

Jeg vil starte med at fremhæve tomatsalaten, for hold nu op den smager godt! Jeg synes selv, at jeg laver en vanvittig god tomat salat, men deres, den var så lækker! Tataren smagte som jeg synes en tatar skal smage, og den lille salat med cæsardressing, var et skønt frisk tilbehør. Alt i alt, var jeg meget positivt overrasket over de små kolde retter.

Så kom der varme retter på bordet, og der spredte sig en fantastisk duft om bordet. Vi fik skænket rødvin i glasset, og de er bestemt ikke nærrige med deres dejlige vine, skal jeg hilse og sige!

 

De varme retter bestod af følgende:

Meatballs med cremet polenta, tomatsauce og parmesan.

Risotto med trøffel, mascarpone og citron.

Saltbagt blomkål med vinaigrette, hasselnødder og urter.

 

Jeg har spist på mange italiensk inspirerede steder, men Basso har altså styr på deres smage. Jeg var helt vild med deres meatballs. Det var, efter min mening, en genistreg, at servere dem med polenta, hvor der var blandet mascarpone i. Risottoen var intens i smagen, en tung fætter, men det skal en risotto også være. Herefter fik vi serveret yderligere 3 varme hovedretter.

 

Denne gang fik vi:

Rosastegt and med løgpure og reduceret glace.

Casarecce Pasta med hjemmelavet pasta, salsicca, trøffel og urter.

Grillet spidskål med syrnet fløde, kørvel og urteolie.

 

Dette var en perfekt hovedret at slutte af på. Dejlig mør and, som passede rigtig godt til det grillede spidskål. Pastaretten var genial, man kunne tydeligt smage at pastaen var hjemmelavet, og der var god krydring på salsicca pølsen. I det hele taget en pastaret, lige efter min smag.

Derefter fik vi dessert, og selvom vi for længst havde fået stillet vores sult, så kan man jo altid spise lidt sødt. Desserten bestod af en lille tærte, der lignede en pizza. Jeg syntes at det var helt genialt, og det passede godt til det italienske tema. Tærten bestod af butterdej, æbler, kanel og vaniljeis. Det smagte skønt, og en dessert der passede godt til årstiden.

 

 

Efter mit besøg på Basso, så kan jeg ikke andet end at være godt tilpas. Stedet er smukt og hyggeligt indrettet. Musikken er afdæmpet og behagelig. Atmosfæren var skøn, og det var tydeligt at mærke, at alle gæster hyggede sig. Vi havde en dejlig aften, med mad der smagte skønt, og den røde tråd sikrede, at man hele tiden kunne mærke de italienske rødder. Vi fik dejlige vine og mad med stor smag, og det er for mig, det vigtigste. Jeg kan allerede nu sige, at det var første, men bestemt ikke sidste besøg på Basso. Jeg vil anbefale dette sted til alle, der trænger til en hyggelig aften, med gode samtaler, lækker mad og dejlig vin. Pris og kvalitet går hånd i hånd, men jeg synes virkelig at man fik en stor oplevelse, og der var bestemt valuta for pengene.

Selvom alle retterne var vildt lækre, så gjorde risottoen især et stort indtryk på mig. Nedenfor kan I se mit eget bud på en lækker risotto.

Risotto

Risotto

Nem og enkel risotto toppet med bacon, timian og årstidens svampe.

Gå til opskrift

Relaterede blogindlæg

29.11.18

MasterChef Jul 2018

Læs indlæg